TUTECKS mytologi - the true story!

 Indføring
Verden er af lave. Forskruede fundamentalister bomber hinanden sønder og sammen, dyrearter udryddes, jord, vand og luft forgiftes mens anstændige mennesker søger trøst i krystalhealing, pyramidekinesiologi og det der er værre.
Men sand dig vore ord, kære ven, bag dette vanvid findes visdom og vederkvægelse at annamme i vore urgamle myter og sagn, hvis oprindelse kan spores helt tilbage til en bibelkreds i 1980,ernes Nordsjælland.
I deres synderligt beskedne kirke lagde brødrene i TUTECKS her grundstenene til det faktuelt spirituelle univers, som med usvigelig sikkerhed vil bringe lys til en verden tynget af profan og sakral galskab samt almindelig tågesnak.

Læs derfor på denne side den uomtvistelige sandhed om disse forskellige emner:
  1. Storken og Isbjørnen
  2. Blodhesten
  3. Gydetorsken
  4. Den ultimative møntfod
  5. Flodhornet
  6. Von Jesuschausen


 Storken og Isbjørnen

Det er næppe nogen ubekendt at nordboernes reproduktionsevne er blevet kraftigt svækket. En særdeles alvorlig trussel mod udvikling, tilvækst, fremskridt, profitmaksimering, kort sagt alt som er os helligt. Højtuddannede vismænd, eksperter og specialister vrider deres hjerner i vånde, uanende at TUTECKS i al fredsommelighed har gennemskuet den gordiske knude.

Sandelig spørger vi Eder, op i Eders milde åsyn! Hvor kommer de små børn fra? Det er jo klart som lakrids! Storken (DEN LEDE FUGL) kommer med dem.
Har vi mange storke? Var der flere storke førhen i verden? Hvorfor er der ikke flere storke?

Ornitologer, storkeetologer og bioanalytikere kappes om at overgå hinanden i himmelråbende inkompetence. Påstande som at storken (DEN LEDE FUGL) bliver skudt ned med bazooka og haubitzer over Malta og Libanon. At den spiser forgiftede frøer eller at russerne inficerer dens vitale kropsvæsker med fluor, lyder jo ikke just overbevisende.

Atter må TUTECKS lede en vildført verden på rette vej. Blot en liden stund måtte vi kontemplere, før sagens enkelhed stod os klar.

Har man sagt stork (LEDE FUGL), må man også sige ISBJØRN!
Storken (DEN LEDE FUGL), en højt specialiseret dræbermaskine, har udryddet sit eget fødegrundlag, isbjørnen, og går sin undergang i møde. Den har savet den gren over, som den sidder på, skidt i sin egen rede og skudt sig selv i foden. Hvornår har man f.eks. sidst set en isbjørn i de indre danske farvande!

Ifølge sagens egen iboende og ufravigelige logik følger deraf, at fødselstallet falder i vor del af kloden, og at vi med skrækblandet bekymring kan se frem mod den dag, hvor det kommer under 0.

Mennesket som i sin uendelige visdom har sat sig selv til at herske over jordens planter og dyr, har her en mission at udføre, af så akut karakter, at det næppe kan overdrives. Menneskehedens fremtid står på spil!

Der er kun et at gøre. Skal den blide og sympatiske isbjørn atter fylde storkens umættelige vom og de små børn påny komme til os, må alle gode kræfter sættes ind på at gavne isbjørnens udbredelse. Og, IKKE MINDST, må storken (DEN LEDE FUGL) decimeres kraftigt, skånselsløst og uden nåde indtil den dag er oprunden, hvor dens fødeunderlag kan brødføde den i en grad, som passer til menneskets rationelt betingede tilvækstkvoter.

Storken, det Herrens år 1988 Eller sagt med den enkelhed som mennesket ynder:
Red isbjørnen, udryd storken!

Heraf vort motto.

Messe for isbjørn og stork
Liturgi
Ordet isbjørn fremsiges i lang udtrukken falset.
Ordet stork fremsiges med dyb kort bas.
Gentages ad libitum....



 Blodhesten
Der synes at være overbevisende belæg for den påstand, at storken (DEN LEDE FUGL) er en såkaldt trækfugl. Dette indebærer, at den på visse nøje kalkulerede årstider og efter eksakt mønster og rutevalg befinder sig på vej mellem henholdsvis udgangspunkt og destination. Samt ikke mindst at den på visse lige nøje kalkulerede årstider befinder sig dér, hvor den er.
I det tilfælde at vi i det nordlige Europa har vinter, findes storken (DEN LEDE FUGL) i det indre af Afrika. Hvilken arrogance! Den kyniske og beregnende selvsikkerhed med hvilken storken (DEN LEDE FUGL) positionerer sig, kan imidlertid vise sig at blive dens skæbne.

Her begynder beretningen for alvor at blive interessant.

Intense og konstruktive meningsudvekslinger indenfor broderskabet TUTECKS har nemlig bragt for dagen, at netop i det indre af Afrika findes storkens eneste naturlige fjende.
Med ubønhørlig logik har TUTECKS blotlagt eksistensen af et væsen, hvis plads i udviklingslæren med bred marginal overskygger det såkaldte "missing link".
(Parentes bemærket er gåden om the missing link forlængst løst. Bemeldte link kørte havetraktor på et nordsjællandsk gymnasium i slutningen af 1970,erne.)
Med al respekt for Charles Darwin og den flok af haledikkende medløbere, som siden har ydet deres, er det med slet skjult tilfredshed, at TUTECKS kan bibringe en måbende offentlighed visheden om en hidtil ukendt skabning, som kan vise sig at blive isbjørnens og menneskehedens frelse.

Storken (DEN LEDE FUGL) viser i sin uhyggelige styrke kun en eneste svaghed - sit umættelige begær efter isbjørn. Og netop denne ene svaghed viser sig naturen, i sin store visdom, at udnytte.
Gennem slægtsled efter slægtsled udviklede individer af den elskværdige, vegetative og let korpulente flodhest adfærd og særpræg, som har resulteret i en skabning, rede at byde storken (DEN LEDE FUGL) trods. Tyrannosaurus Rex skulle skælve, og sabeltigeren svede koldsved, om de mødte Blodhesten.

Kun en eneste ting røber Blodhesten i dens angrebsposition under overfladen i de dybe, grumsede floder i det indre af Afrika. En lille gevækst i den tommetykke pandebrask bryder vandlinien, 10-15 centimeter høj, af form som en isbjørn.

Forestil Dem scenariet! En selvsikker intetanende stork (DEN LEDE FUGL) patruljerer sit territorium højt hævet over hverdagens bekymringer. Nu skulle en enkelt isbjørn ikke komme på tværs, tænker den som den flyver straks over urskovens trætoppe. Og sandelig, pludselig som den overskuer en krumning af floden, registrerer dens skarpe præprogrammerede blik konturerne af byttedyret over alle byttedyr.

Det er vores held at storken (DEN LEDE FUGL), som den prædator den er, ikke under sig tid til de store refleksioner. Ellers ville det nok undre den en kende at se en isbjørn i floden et par vingeslag fra Ouagadougou. Den burde huske, at det er flere generationer siden dens oldefar åd den sidste isbjørn syd for krebsens vendekreds.

Men det gør den ikke. Frydefuldt lægger den an i et styrtdyk mod "isbjørnen" og med en hastighed nær lydens hamrer den mod Blodhestens pandebrask.
Med et for det blotte øje næsten umærkeligt, elegant og adræt greb slynger Blodhesten den let omtumlede stork (DEN LEDE FUGL) op på flodbredden. Nanosekunder senere bevæger dens smækre tonstunge krop sig i taktfaste hop på den nu noget mere omtumlede storks hastigt afsjælede legeme.
Mens storketarme, storkeindvolde og sommerens ufordøjede isbjørnelemmer sagte daler over flod og skov gjalder endnu ekkoet af Storkens dødsskrig.

Blodhesten, det Herrens år 1992 I sandhed, naturen er nådesløs, men viis.

Besværgelse af stork


Liturgi
Genkaldelse af storkens dødsskrig: Squåååååårk.



 Gydetorsken
Parallelt med de fascinerende opdagelser af Blodhesten og dens handlemønster stiftede TUTECKS bekendtskab med endnu en højt specialiseret dyreart, nemlig gydetorsken. Beklageligvis blev mødet af forholdsmæssig overfladisk karakter, da kampen om isbjørnen (og menneskets fremtid) lagde beslag på de fleste af vore kræfter.

Fastslået er det dog at gydetorsken i sine kerneområder i det sydlige Sahara i regntiden yngler i hule træstammer.
Man må dog formode at yderligere landvindinger omkring denne sagnomspundne indlandsfisks adfærdsmønstre ligger for dagen at afsløre.


 Den ultimative møntfod
Visse betragtninger over et sundt og gennemskueligt monetært system.

Blandt de verdslige anliggender som TUTECKS gennem tiden har sat under lup, må forslaget til en ny møntfod regnes blandt de mere vægtige.

En generel tendens i international økonomi op gennem de sidste par hundrede år er, at de enkelte lande går fra mønter, hvis værdi ligger i vægten af det metal, som de er støbt af, til symbolske penge af papir, hvis pålydende værdi dog findes i ædelt metal ejet af staten og forsvarligt gemt. Næste trin bliver, at staten ikke længere garanterer papirpengenes værdi med ædelt metal. Man går bort fra guldmøntfoden og insisterer på, at borgerne respekterer "værdien" af disse symbolske papirlapper.

Indtil videre sidste udvikling er, at penge formodes at eksistere elektronisk, i og med at de gennem visse kredsløb figurerer på computerskærme og gemt i små plastickort.
Det er ingen overdrivelse at hævde at denne "udvikling" har resulteret i en omfattende fremmedgørelse. Menneskets iboende trang til tryghed, sikkerhed og forudsigelighed har trange kår.

Voldsomme omvæltninger finder sted. Uden varsel devalueres valutaer og finanskriser på diverse børser sender rystelser gennem verden. Man ved kort sagt ikke hvad man har.
Dette vil TUTECKS gerne råde bod på og kan helt uegennyttigt, med al sin ekspertise, udstikke rammerne for en ny, sundere og gennemskuelig verdensøkonomi.

Vi foreslår derfor at alle fremtidige økonomiske transaktioner foregår med halmballer som betalingsmiddel.
Sætter man sagen i perspektiv, bliver det hurtigt åbenlyst, at halmballen som betalingsmiddel indebærer et overflødighedshorn af fordele, mens ulemperne må siges at være forsvindende.

Den mest overbevisende måde at illustrere projektets positive konsekvenser er at eksemplificere, hvorledes halmballen vil gavne det jævne, men også det ujævne menneskes dagligdag, samt ikke mindst skabe den tryghed, sikkerhed og forudsigelighed, som vi alle tragter efter.

Eksempler fra dagligdagen:

  • Man står i køen i supermarkedet en fredag eftermiddag og opdager, at man har glemt pengepungen med papirpenge og/eller kreditkort. Det sker ikke med halmballer. Man glemmer ganske enkelt ikke 50 halmballer.
  • På åben gade pander en skinhead en ældre dame ned, fravrister hende hendes håndtaske og forsvinder i mylderet med et udbytte på 120 kr. og 5 hundeposer. Det sker ikke med halmballer. Man forsvinder ikke i mylderet med 12 halmballer.
  • Man går i biografen for at se en populær film, kommer lidt sent og erfarer at alle pladser er optagne. Man må stå op eller sidde på gulvet. Det sker ikke med halmballer. Har man ikke flere selv, kan man altid låne en at sidde på.

Generelle fordele:

Økologi
Halmen er udenfor kategori det mest miljøvenlige betalingsmiddel. Tunge metaller, papir i flerfarvetryk med indlagt glitter, plastickort og glasskærme tager sig ikke godt ud i naturen, forgår kun langsomt og giver i det hele taget et dårligt indtryk.

Narkohandel
I en skummelt oplyst port skifter et seddelbundt og en plade med hash ejermand. Det sker ikke med halmballer. der er ganske enkelt ikke plads til transaktioner af denne type i skummelt oplyste porte.

Krig
Med halmballen som eneste betalingsmiddel vil man med største sikkerhed kunne imødese en overordentlig kraftig reduktion af de ubeskrivelige pinsler, som talrige krige konstant påfører menneskeheden. De økonomiske transaktioner i forbindelse med våbenhandel og udvikling af nye våbensystemer vil nemlig pr. automatik blive så fysisk krævende, at de vil lægge beslag på størsteparten af de stridende parters ressourcer.

Falskmøntneri
Vil næppe kunne betale sig.

Arbejdsløshed og social udstødelse
En beklagelig tendens i det moderne velfærdsamfund er, at en ikke ringe del af befolkningen fungerer som afskrækkende eksempel, for at holde flertallet fast på illusionen om dettes egen velfærd. Dette beklagelige fænomen vil forsvinde som dug for solen den dag vi overgår til halmballefoden. Enhver vil kunne få social accept og samfundets anerkendelse i det respektable erhverv som pengetransportør.


Konklusion:
Ovengivne eksempler repræsenterer kun et fattigt udsnit af alle gode argumenter for, en gang for alle, at indføre en verdensomspændende, almengyldig møntfod, i form af den trygge, gennemskuelige og økologisk forsvarlige halmballe.

Fodnote.
Er en halmballe en halmballe?
Der bør sondres mellem lavtryksballen, højtryksballen, den rektangulære storballe og den store rundballe. Hvilket vel kun er naturligt indenfor højt udviklede monetære systemer.


 Flodhornet
Da Gud skabte Flodhornet, havde han tydeligvis en af sine mere uheldige dage...

Han havde forestillet sig noget med en tonstung, men snedig dræber (noget i stil med Blodhesten). Denne her skulle blot være et decideret landdyr, have dødsensfarlige horn, helst to så den kunne tromle alt den mødte ned for fode, og kæmpemæssige hjørnetænder, så den kunne klippe sine modstandere over i ét nap.
Dens byttedyr skulle være "gnuer og geder", hvilket Gud befalede den straks efter skabelsen. Men men ak, Gud havde desværre kun udstyret det dumme dyr med en hjerne på størrelse med genitialierne på en stafylokok. Da den heller ikke havde en hørelse at skrive hjem om, troede Flodhornet fejlagtigt, at Gud sagde "fluer og gedder". Som enhver kan regne ud, skal der nok et par tusinde fluer til at udgøre det for en enkelt gedde, dummere var Flodhornet trods alt ikke, så Flodhornet besluttede sig hurtigt for at satse på gedderne. Tanken om at æde en flue, der lige havde siddet i ens røv var sgu heller ikke så lækker.

Flodhornet slog sig ned ved en lille undselig sø ved navn Rusken, hvor der efter sigende skulle findes masser af gedder, selvom Nielsen aldrig fanger nogen. Men her støder vi ind i endnu et problem. Flodhorn kan nemlig overhovedet ikke svømme, endsige flyde: dens tonstunge panserhud trækker den simpelthen til bunds. Panserhuden havde den jo fået for at kunne tage imod stød fra gnuhorn og gedebukkehorn.

"Men Gud, kære Gud!", jamrede Flodhornet sig, "hvordan i alverden skal jeg dog bære mig ad med at fange disse her gedder, når jeg ikke engang kan flyde?" Gud indså nu, hvor dumt et dyr han havde fået skabt, og så ingen anden udvej end at få fremstillet nogle flydeveste hos den lokale sejlmager i Ohs. Vestene skulle have formidable opdriftsevner, de skulle jo trods alt holde 2 tons dødvægt flydende, de blev orange så deres lige så snotdumme flodlinger lettere skulle kunne følge deres mor, og endelig blev de alle udstyret med geddelokkefløjter. Geddelokkefløjten var endnu et af vor barmhjertige Guds påfund for at bistå det hjælpeløst dumme dyr. Trods alle flydevestens egenskaber var flodhornet jo stadig ingen delfin - den var håbløst langsom og ville i alle tilfælde aldrig blive i stand til at indhente selv den mest bovlamme gedde.
Det var så her geddelokkefløjten kom til sin ret; ved blot et lille trut i denne vil alle gedder i en radius af 500 meter komme stimende. Så var det simpelthen blot for Flodhornet at holde gabet åbent og klippe gedderne efterhånden som de arriverede. Flodhornet

Fine anordninger alle sammen, Flodhornet overlevede (dog kun ved Rusken) fredeligt og anonymt og alle var glade - nårh jah, det var jo ikke perlen i Guds samling, men "hellere skyde ved siden af, end slet ikke at ramme", som han (Gud) trøstede sig selv.



 Von Jesuschausen
Von Jesuschausen vinder sine guldbajere tilbage
Von Jesuschausen er lidt af en pralhals; han påstår altid, at han kan en hel masse, som han oftest, når det kommer til stykket, alligevel ikke kan. Godt nok lykkedes det for ham at forvandle vand til vin, hvilket hans kammerater bifaldt ham for, især fordi der ikke var mere at drikke. Men da de så satte 5 flagbajere på spil om, hvorvidt han også kunne transmogriffe vin om til vand, gik det hele galt.

For det første var ingen interesserede i, at deres vin blev til vand, for det andet kunne Jesuschausen slet ikke udføre opgaven - vinen forblev sur billig papvin!!
Nå, det var jo ikke så godt: Jesuschausen havde tabt 5 flagbajere til sine kammerater, kaldet disciple (senere apostle - se biblen), men det var jo sket før. F.eks. dengang han påstod, at han kunne bespise en hel folkemængde med lam & flødekartofler v.h.a. ét stykke brød og én fisk.
De 5000 mennesker blev snydt for lammestegen, men fik dog alle fisk og brød, selv om Jesuschausen kun havde en af hver. OK, han havde tabt, men det var sgu da alligevel meget godt gået.

Nå, dengang havde han tabt en hel kasse Harboe, så han havde en revanche til gode, plus den med vinen - hvad fa'n skulle han stille op?
Mens de, disciplene og Jesuschausen, delte den sidste sure papvin, der jo altså ikke ville blive til vand, fik Jesuschausen imidlertid en ide. Uden videre forklaringer udbrød han pludselig: "Jeg kan gå på vandet!"

Ho, ho! Den var god, syntes disciplene. Det var da en udfordring, der var adskillige flagbajere værd. "Kvit eller dobbelt", råbte de i kor, overbeviste om at Jesuschausen nu stod til røvfuld.

For at forstå Jesuschausens idé er en lille forhistorie nødvendig: På Rusken, en lille sø lige ved siden af Genesaret sø, boede og levede et undseeligt væsen, nemlig Flodhornet. Det er ikke nemt at beskrive - det skal ses. Men det minder vel nærmest om en krydsning mellem en flodhest og et næsehorn (for ikke at nævne Blodhesten). Den udmærker sig i øvrigt ved ikke at kunne svømme, hvilket den kompenserer for med en dertil indrettet flydevest, som kun Vor Herre ved hvor kommer fra. Uden vesten er den i hvert fald hjælpeløs, og adskillige Flodhorn er omkommet ved lige at glemme "den der vest", når de skulle i baljen. Vesten er desuden orange, faconsyet, moderigtig og udstyret med nødkaldsfløjte.

Opdriften i disse veste er uovertruffen, hvilket Jesuschausen også havde bemærket, og det var denne egenskab, der blev grundpillen til Jesuschausens succes.

En skøn novemberdag i august inviterede han hele banden (disciplene) til en lille rotur på Rusken. Med sig, i sin bagage, havde Jesuschausen medbragt to flydeveste fra et par babyflodhorn, der sandsynligvis er druknet på nuværende tidspunkt. De sejrssikre disciple var alle taget med (undtagen Judas, der havde 30 sølvdinarer at bruge på andet kalas) medbringende de flagbajere, som de lige havde vundet, + dem de snarligt forventede at vinde på Jesuschausens håbløse foretagende.

Netop i det øjeblik steg Jesuschausen ud af båden med sine to flydeveste. Den ene trådte han lige ud på, den anden placerede han en halv meter fremme ude på søen. Så et lille hop over på den anden vest, og den første var fri. Kraven på vesten havde han hele tiden fat i, og på den måde kunne han gå fra vest til vest og hele tiden placere den fri vest foran sig.

"Jeg går sgu på vandet", udbrød Jesuschausen, "kan I ikke se det?"

Det kunne disciplene egentlig ikke - det lignede nærmest en fuld mands gang på en sort alpinbakke, men reglerne for projektet var ikke ordentligt diskuteret inden fremlæggelsen, så disciplene enedes om, at Jesuschausen havde vundet sine guldbajere tilbage!!

"Hvis han begynder på noget med at hænge på et kors, så hopper vi altså ikke på den...", afsluttede Peter.



 Kontakt

Er du generelt forvirret? Eller har du et konkret spørgsmål?
Hvis du vil kontakte os, så send en lille mail på denne adresse:
postmaster@tutecks.dk


  Dette web-site indeholder ingen CFC-gasser og skader ikke ozonlaget.
  Ingen dyr (undtagen de ærede medlemmer selv) er kommet til skade under tilblivelsen af TUTECKS.
  Alle modeller er 18 år eller derover!


Copyright © 2001-2019 TUTECKS. All rights reserved.